Frivilligt socialt arbejde blandt ældre persisktalende

 Af: Psykolog Mahmoud shamshiri Hansen

 

 

Målgruppen og deres manglende danske sprogkundskaber

Målgruppen består overvejende af ældre iranere, som ofte opholder sig i Danmark pga. deres børns flugt/ immigration til Danmark eller andre lande. De fleste har opholdt sig her over 10 år, men deres danskkundskaber er meget dårlige. Deres sproglige problemer skyldes bl.a. deres skolebaggrund, men andre faktorer spiller også ind; f.eks. deres holdning til Danmark, isolation, traumer og manglende psykiske ressourcer, som bl.a. kan være konsekvensen af et evt. uønsket ophold i udlandet (Danmark). Jeg skal dog understreje, at vi har en minoritet blandt de ældre, som har haft en uddannelse i hjemlandet og har haft arbejde i mange år.

 

 

En persisktalende forening skal være et forum, hvor man kan støtte hinanden

Efter jeg startede mit frivillige arbejde med målgruppen og blev opmærksom på de ældres sproglige problemer, stiftede jeg foreningen SVP (Sundhed og Velfærd for Persisktalende) med håbet om, at jeg kunne rekruttere unge frivillige persisktalende socialarbejder/ mentorer til at hjælpe dem i forhold til deres integration via modersmålet. Jeg fik ideen, da jeg ofte har set, at unge fra etniske minoriteter er interesseret i at være sammen med ældre, måske fordi de savner ældre familiemedlemmer fra hjemlandet. Muligheden for, at de unge kan være til rådighed i dagtimerne er dog efterhånden begrænset pga. faldende arbejdsløshed gennem de senere år.  

 

 

Projekter på tværs af nationaliteter passer ikke til etniske ældre

Inden stiftelsen af vores forening eksisterede der her i Århus (og eksisterer stadigvæk) projekter og foreningsaktiviteter, der har til formål at hjælpe målgruppen. Næsten alle disse projekter har været tværkulturelle, altså flere nationaliteter blandet sammen. Problemet med disse projekter er, at flygtningens/ indvandrerens kulturbaggrund ikke værdsættes. Men i disse projekter udvikles en kultur, som er kendt som indvandrerkultur, som ikke er positiv. Ideen, at flere nationaliteter mødes til fælles aktiviteter, er en ide, som ikke er i de ældre etniske medlemmers interesse, men i danske projektlederes interesse. Danskerne vil på den måde gøre arbejdet nemmere for dem selv. Det er lettest at se alle flygtninge og indvandrer som en gruppe. Men, for de ældre, som mangler ressourcer til at lære den danske kultur at kende, er andre nationaliteters kulturer og sprog meningsløse.

 

En forening for ældre, som har medlemmer med fælles kulturbaggrund gør de ældre motiveret, stolte og energiske. Vægt på deres kulturbaggrund er betydningsfuld for deres psykiske tilstand f.eks. for deres velværd, selvtillid osv. Jeg mener, at de ældre bedst kan opnå integration ved at bruge deres kulturbaggrund. Det er derfor, vores forening har fokus på medlemmernes sprog (persisk) og baggrund.         

 

Med ordet persisktalende vil vi sige, at vi accepterer vores (ældre) medlemmer sådan som de er. På den måde er der håb for, at de får bedre følelser og en mere positiv selvopfattelse, som helt sikkert vil medføre bedre udvikling og i sidste ende integration. På den måde kommer de til at beskytte sig mod isolation og sundhedsmæssige problemer.

 

 

 

Integration opnås ikke kun ved at tilegne sig sprog

Vi må se i øjnene, at målgruppen ikke har ressourcer nok til at lære dansk. Mange får problemer med deres selvtillid, når de ikke har lært dansk efter mange år i Danmark. Derfor mener jeg, at de ældre ikke skal presses til at lære dansk. De har nogle andre veje/ muligheder for at integrere sig i samfundet. Det hjælper på deres integration, hvis de f.eks. lærer om dansk kultur på deres modersmål, eller deltager i forskellige ting på samme måde som danskerne. De fleste af vores foreningsaktiviteter foregår efter dansk kultur. F.eks. den måde vi ved vores møder sidder rundt omkring et stort bord og den måde vi diskuterer forskellige ting og mm. At hjælpe ældre med at lære om demokratiske spilleregler kræver ikke, at de er i stand til at tilegne sig dansk. At lære om dansk mentalitet kan f. eks. opnås ved at deltage i debatmøder, inddragelse af medlemmerne i foreningsplaner osv.

Meningen er, at man både tager hensyn til målgruppens kultur, men også til dansk kultur. Derfor vil foreningen bruge noget af den danske kulturs udtryksformer i foreningen. Eksempelvis ved at skrive breve til hinanden (informationer) og/ eller bestyrelsen. Det at informere sig gennem skrift (persisk) er noget, som vi prøver blive bedre til. I Iran er skriftlig information meget begrænset og kun i specielle grupper. Informationer foregår som regel ved mund til mund metoden.       

 

Gennem vores forenings aktiviteter forsøger vi på forskellige øvelser vedrørende demokrati. F.eks. opmuntres medlemmerne til at udtrykke deres egne personlige meninger, i stedet for kigge på de andre og følge de andres meninger, hvilket er mere eller mindre almindeligt blandt indvandrere fra mellemøstlige/ kollektivistiske kulturer. Vi har valg, hvor vi vælger bestyrelsesmedlemmer og tingene skal så vidt muligt gennemføres med medlemmernes medbestemmelse og inddragelse. Disse ting kan give større problemer pga. medlemmernes manglende kendskab til demokratiske spilleregler. Men, frivillige socialarbejdere skal se i øjnene, at vejen til udvikling ikke er asfalteret.        

 

 

Målgruppens sociale problemer

Målgruppens viden om danske forhold er begrænset, i den grad, at de ikke kan benytte sig af mange muligheder i det danske velfærdsamfund. Mange har næsten ingen mulighed for at orientere sig om oplysninger, som kommer i medierne. Eksempelvis kan mange ikke orientere sig om alle de sundhedsmæssige oplysninger, som danskerne får kendskab til. De kan ikke benytte sig af de kurser som eksisterer i samfundet. De har problemer med at kontakte deres egen læge pga. sproglige problemer.

 

Sproglige problemer og manglende integration får dem til at blive boende i de kvarterer, hvor de fleste af deres landsmænd opholder sig. Århus V. er et af de kvarterer, hvor de fleste af de ældre persisktalende opholder sig. De fleste har mere eller mindre opgivet at have noget at gøre med danskerne. På den måde er de faktisk marginaliseret. Derfor eksisterer der naturligvis store psykosociale problemer blandt målgruppen og sundhedsmæssige problemer som konsekvens af isolation og sociale problemer er meget udbredt.

 

 

 

Arbejde med etniske ældre er en stor udfordring

Vores frivillige medarbejdere vil forsøge at få de mere isolerede ældre ind i foreningen. Dem, der er medlemmer er de mest ressourcestærke blandt de ældre persisktalende.

Vi benytter os af forenings - og gruppearbejde via møder og deltagelse i forskellige aktiviteter til oplysning af vores medlemmer om samfundsforhold. Og samtidig lærer vi af hinandens erfaringer. Desuden er vores møder en vigtig aktivitet for at gå imod deres isolation.

 

Det er naturligt og forståeligt, at arbejdet med mennesker med ovennævnte problemer er meget svært og kompliceret. Mennesker, som er tvunget til at opholde sig uden for sit eget samfund i isolation og store sociale problemer, er ofte sårbare, vrede osv. og mange har forskellige sundhedsmæssige problemer. Problemerne kan også vise sig som en mildere paranoia.  Undersøgelser blandt immigranter har vist, at mange udvikler en mildere paranoia, hvilket er forståeligt med de erfaringer jeg har med målgruppen. Det er kendt blandt iranere i Danmark, at de ikke har tillid til hinanden, hvilket naturligvis ender med isolation og sygdomme.

 

 

Deres frivillige velintegrerede landsmænd kan bedst hjælpe dem

Som nævnt; vi har kun kontakt med dem, som trods alt, har nogle ressourcer til at mødes til foreningens aktiviteter. Som nævnt; de fleste mangler meget viden om danske forhold. Jeg mener, at man bedst kan hjælpe dem ved at skabe kontakt mellem dem og dem af deres landsmænd, som har flere ressourcer og er bedre integreret, og som følge deraf har mere kendskab til det danske samfund. Det er den bedste måde, når det drejer sig om socialt arbejde blandt etniske ældre, men spørgsmålet er: Hvordan kan de få tillid og tryghed ved de mere vidende/ velintegrerede landsmænd, hvilket er svært for dem? Samtidig er det netop denne ”onde cirkel”, som skal brydes.

Deres manglende tillid til deres landsmænd og deres problemer har gensidig interaktion. Det ene forstærker det andet. Derfor bliver man ved med at være isoleret fra de ressourcestærke blandt dem selv. Løsningen er bl.a., at myndighederne, som har noget at gøre med målgruppen, får et bedre kendskab og erfaring med dem. De skal vide, at målgruppen har svært ved at få tillid til deres landsmænd. De skal vide, at målgruppen har mangler, når det drejer sig om kendskab til danske forhold.

 

Jeg kender flere frivillige mentorer, som har stoppet deres arbejde netop pga. medlemmernes manglende tillid til dem. Mange medlemmer har svært ved at tro på, at nogen vil arbejde frivilligt uden løn. Medlemmerne bliver mistænkelige på den frivillige hjælp og afviser den, så de frivillige skal ikke forvente taknemmelighed for deres indsats. De frivillige kan måske acceptere sådan et forhold, så længe myndighederne og det danske samfund kan forstå deres arbejde og sætter værd på deres indsats. Men, hvis f.eks. de kommunale myndigheder, som bl.a. støtter foreningsarbejdet økonomisk ikke kan forstå den frivillige indsats, så er der ikke håb for, at de frivillige kan holde det ud. Det er derfor afgørende, at frivilligt arbejde blandt etniske ældre og deres foreninger, bliver set og værdsat af de kommunale myndigheder, hvilket forudsætter et vist kendskab til etniske gruppers kulturer og problemer.